Ultimate Frisbee i Danmark har efterhånden været organiseret i mange år og der afholdes årligt danske mesterskaber med omkring 10-12 deltagende klubber. Udover mesterskaber for herre- og damehold, afholdes der også mesterskaber i mixed-rækken og strand Ultimate. Tilsvarende findes der indendørs mesterskaber.
DFSU sender også et landshold på både herre- og damesiden til europa- og verdensmesterskaberne. Her kan nævnes en fremragende 7. Plads til herrene i VM 2004 i Finland. Kvinderne tog en flot 5. plads til EM i England 2007. Desværre kom hverken herre, damer eller mix afsted til VM i Vancouver 2008.
Danske klubber er værter for en række turneringer, som også er kendte uden for landets grænser. Her skal først og fremmes nævnes Wonderful Copenhagen Ultimate (WCU), en af Europas største turneringer på græs, med over 600 deltagende spillere fra hele Europa. WCU blev grundlagt af Flying Circus i 2003, men organiseres i dag i fællesskab med 2 andre københavnske Ultimate-klubber. Af indendørs turneringer skal nævnes Kong Volmer, som spilles i november måned i Farum og Furious Five, som spilles i februar måned i Odense. Begge turneringer besøges af mange tyske, hollandske og svenske klubber.