Rasmus Klovn

Hvad og hvem er Rasmus Klovn?

Rasmus Klovn prisen blev indstiftet og velvilligt doneret af Rasmus Juhl i forbindelse med Flying Circus´ julefrokost i det herrens år 1999. Prisen gives til et medlem af klubben, som i forbindelse med træning, turnering eller anden klubrelateret aktivitet udviser en sådan foragt for almindelig dannelse og opførsel, at han eller hun på morsom eller klodset måde bringer sig selv i centrum for almindelig moro og miskredit blandt medlemmerne.. Vi præmierer den ufrivilligt morsomme klovn, der ved udtalelse eller opførsel klovner i det, så alle andre end vedkommende selv kan se det morsomme i det og vil grine af det til evig tid.

En person kan nomineres til Rasmus Klovn prisen i form af mundtlig beretning om klovneriet i forbindelse med større festlige klubsammenkomster. Afstemning sker ved åben håndsoprækning. En person kan nomineres i flere kategorier, men vægten af personens klovneri må ikke sammenlægges og dermed veje desto hårdere i dennes disfavør (hvilket er eneste grund til at prisen ikke er gået til sin indstifter hver eneste gang). Prisen går på tur mellem klubbens medlemmer. Samme person kan godt tildeles prisen flere gange og samme person kan tildeles prisen flere gange efter hinanden. Rasmus Klovn prisen kan dog ikke vindes til ejendom. Det pålægger prismodtageren at påføre sit navn på prisen samt at medtage prisen til festlige klubsammenkomster.

Rasmus Klovn er en glad og kær plastik-klovn malet i Flying Circus gul/sorte farver. Han blev fundet i en uanselig og uforskammet rodet indvandrerbutik. Her stod han i udstillingsvinduet godt gemt væk bag kasser og krimskrams sammen med mobiltelefoner til 20 kr., made in China. Han kom til live ved isætning af et par modsat polede batterier og man vil vide, at han rykker og rocker til sang af "Old MacDonald had a farm, Iah, Iah O" mens han lyser op i strålende farver.

Nuværende Klovn: Kristian KH

Tildelt ved: Julefrokosten 2007

Tildelt for: At have glemt det kabel, som skulle forbinde computeren med højtalerne, og dermed være skyld i, at der måtte danses til Svensk radio hele weekenden.

Tidligere klovne:

  • Pia Broni Christensen
  • Betina Højgaard
  • Christian Mehlbye
  • Kristian KH
  • Dorthe Nissen
  • Michael Peyk

Læs historierne om de tidligere klovner i Rasmus Klovn Arkivet.