Flying Circus historie - History of flying Circus

Flying Circus er en yngre klub stiftet i foråret 1997. Vi er en frivillig forening under Københavns Kommune, medlem af DGI (Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger) og DFSU (Dansk Frisbee Sport Union). Klubben blev i sin tid startet af en flok idrætsstuderende fra Københavns Universitet, som blev suppleret af nogle gamle erfarne og nogle unge friske spillere.

I 1999 vandt herrerne DM for første gang. Succesen blev gentaget i 2003, mens kvinderne blev Danmarksmestre i 1999, 2002, 2003 og 2006. I mixed-rækken vandt Flying Circus i 2005. Også ved indendørsmesterskaberne vandt og vinder Flying Circus en del titler. Vi er ca. 50 spillere – begge køn – og de fleste er mellem 22 og 30 år. Vi er både erfarne spillere og begyndere, så der er plads til alle niveauer. Flying Circus er en aktiv klub - socialt og på banen. Vi deltager i mange turneringer, herhjemme og i udlandet. Fordi Ultimate Frisbee er en lille sport, er det svært at oprette ligaer med regelmæssige kampe og Ultimateverdenen er derfor hovedsageligt turneringsbaseret. Det vil sige, at der afholdes et utal af større og mindre stævner rundt omkring i verden. Ultimatespillere rejser derfor en del i Europa for at udøve vores sport på konkurrenceplan. Klubbens giver økonomisk opbakning i form af betalt teamfee ved turneringerne, så vores medlemmer kan komme afsted til turneringerne og få nogle fede oplevelser i ultimatens tegn ;-).

Denne konstellation gør Ultimate Frisbee meget internationalt, og vi har tit spillere fra USA og Europa i vores rækker - til træning og til turneringer. Flying Circus er altså ikke kun en lokal klub, men også et mødested for mange forskellige nationaliteter.

Klubben har en del traditioner, bland andet en årlig julefrokost, sommerfest og en weekendtur (tidligere til den Svenske ødemark, men nu) i en skøn skøn hytte med grønne græsområder her på sjælland i oktober. I St. Bededags ferien afholder vi hvert år sammen med to andre københavnske klubber (KFK og Spinners) en af Europas største Ultimate Frisbee turneringer – Wonderful Copenhagen Ultimate. Læs mere om den på www.wcu.dk. Dette lader sig kun gøre fordi alle medlemmer i tre klubber hjælper til og gøre et fantastisk stykke arbejde, op til, under og efter turneringen.